Speedwaystjerne og voksenlærlingdecember 2, 2015
Der er stor forskel på at holde konkurrenterne bag sig på en speedwaybane med 110 kilometer i timen på en langside i Polen og dagen efter være i gang med en elektrikeropgave for Kjærgaard. Patrick Hougaard mestrer begge dele.
26-årige Hougaard supplerer nemlig tilværelsen som speedwaykører på internationalt niveau med et lærlingejob hos Kjærgaard. Det har hjulpet ham at fylde hverdagen ud med andet end hestekræfter og slagger.
– Jeg tror ikke, der er andre speedwaykørere på mit niveau, der kører som semiprof. Det fungerer godt for mig. Det hjælper mig helt sikkert, at jeg har andre ting at tænke på i hverdagen. Det gør ikke så meget, at mine kolleger i speedwaysporten synes, det er vanvittigt, smiler Patrick Hougaard.
Forlænget læretid
Han satte sig for første gang op på en speedwaycykel som fireårig. Han havde ikke spekuleret ret meget på en fremtid efter speedwaykarrieren. Kjærgaards direktør Per Smedegaard kom hen til ham efter sæsonafslutningen sidste år.
– Per kom hen til mig og sagde, at jeg burde få en uddannelse, og at han gerne ville hjælpe mig. Det kom lidt ud af den blå luft. Min første tanke var, at det ikke kunne lade sig gøre, men jeg talte lidt med min familie og venner om det. Nogle havde bange anelser, og andre – specielt min familie – synes, det var en god idé. Jeg valgte at takke ja og begyndte med et 20 ugers grundforløb i oktober sidste år, fortæller Patrick Hougaard og fortsætter:
– Jeg er meget taknemmelig for, at jeg er blevet ansat på vilkår, der ikke ligefrem er normale for en lærling. Jeg har ekstremt gode forhold og får fri til alt race. Min læretid bliver selvfølgelig også forlænget i den anden ende. En typisk uge for mit vedkommende består af arbejde hos Kjærgaard mandag, tirsdag samt onsdag til middag. Onsdag aften er der race i Danmark, torsdag aften er der race i Sverige, og fredag er jeg tilbage på arbejde for Kjærgaard. Fredag aften eller lørdag morgen er der afgang til Polen, hvor jeg kører race søndag aften. Det er et forholdsvist stramt program, så det gælder om at have en fleksibel og forstående arbejdsgiver, lyder det fra Patrick Hougaard.
Forstående kolleger i Odense
Han bor i Børkop og arbejder hos Kjærgaards afdeling i Odense.
– Jeg kører 70-80.000 kilometer i speedwaysæsonen fra marts til september. Det betyder ikke så meget for mig, om jeg skal køre 50 eller 100 kilometer for at komme på arbejde. Det har vist sig at være det helt rigtige sted for mig i Odense, hvor der er en god stemning og et godt sammenhold. De har taget godt imod mig, og selv om de indimellem kalder mig ugens gæst, så er det ikke mig, der får alle lorteopgaver. Der er meget variation og mange spændende opgaver i mit arbejde, slutter Patrick Hougaard.
Rundt om Patrick Hald Hougaard
Fødselsdag: 23. maj 1989
Klubber: Team Fjelsted (Danmark), Vargarna Speedway (Sverige), Polonia Bydgoszcz (Polen), DMV White Tigers (Tyskland).
Bedste resultater: 2009 Bronze ved U21VM, 2010 U21 Hold Verdensmester, 2015 Sølv i Superligaen, 2015 Nr. 4 ved det danske mesterskab.
- Rob-Pal – low cost palletering
Robotpalletering er en af vores absolutte specialer. Vi har udviklet Rob-Pal som en sikker og
- Rob-Spector – ubemandet 3D-kontrol af paller
De fleste kan nikke genkendende til dyre og ærgerlige stop forårsaget af defekte returpaller, der
- Rob-Pack – fleksibel og fuldautomatisk pakning
Håndtering af emner i forbindelse med pakning, maskinilægning og -udtagning er nært beslægtet med robotpalletering
- Rob-Flex – lynhurtig pick’n’place
Vi har udviklet robotmodulet Rob-Flex, som er en komplet celle opbygget omkring en lynhurtig delta-parallelrobot.